André-Pierre Gignac

André-Pierre Christian Gignac, født 5. december 1985 i den sydfranske by Martigues, er en fransk fodboldspiller med mexicansk statsborgerskab, som i mere end et årti har markeret sig som en af de mest effektive angribere i både europæisk og latinamerikansk klubfodbold; han er kendt for sin kompromisløse målnæse, sin stærke fysik, sit præcise førsteberøringsspil og ikke mindst for en karrierekurve, der førte ham fra ungdomsbanerne i Provence til heltestatus hos Tigres UANL i Monterrey, hvor han har scoret sig til status som historisk klubtopscorer, samtidig med, at han i perioden 2009-2016 bar den franske landsholdstrøje ved både VM og EM.

Tidlige år og ungdomskarriere

Gignac voksede op i Bouches-du-Rhône-departementet og trådte sine første fodboldskridt hos den lokale amatørklub ES Fos-sur-Mer, hvor han allerede som dreng viste en udpræget flair for målscoring, selv om han ikke endnu besad den markante fysik, som senere skulle blive hans varemærke.

Som teenager rykkede han videre til hjembyens FC Martigues, men efter næsten syv år blev han sluppet fra klubben med besked om, at der skulle arbejdes hårdt på fysikken, hvis drømmen om en professionel karriere skulle realiseres; beslutningen motiverede ham til et markant spring: mere end tusind kilometer nordpå til Bretagne og FC Lorients akademi, drevet af den visionære træner Christian Gourcuff.

Klubkarriere

Lorient – gennembruddet i Ligue 2 og debuten i Ligue 1

I sommeren 2004 tog Gourcuff den dengang 18-årige angriber op i førsteholdstruppen. Allerede 13. august samme år – mod LB Châteauroux i Ligue 2 – blev han sendt på banen i det 78. minut, og få sekunder senere prikkede han sejrsmålet ind til 2-1; oplevelsen fik ham til spøge med, at han i øjeblikket ”trodde han var Ronaldo”.

Sæsonen bød på sparsom spilletid og blot ét ekstra ligamål mod Reims, men styrket af erfaringen blev han vinteren 2005-06 udlejet til Pau FC i Championnat National, hvor 20 kampe og otte scoringer – inklusive et hattrick mod Châtellerault – gav selvtillid og fast spilletid.

Tilbage i Lorient kunne han, efter klubbens oprykning til Ligue 1, i 2006-07-sæsonen lade selvtilliden omsætte til regularitet: han startede som indskifter, men svarede igen med et lynhurtigt hattrick på 27 minutter mod Nantes, og han sluttede sæsonen som intern topscorer med ni mål i 37 ligakampe.

Toulouse – fra kontroversielt skifte til ligatopscorer

En transfer-saga prægede sommeren 2007: Lorient havde accepteret et bud fra Lille, mens Toulouse til sidst sikrede sig spilleren med en bedre lønpakke. Efter en anonym førstesæson, hvor han ofte blev placeret på højrekanten bag Johan Elmander og samtidig kæmpede med vægten, eksploderede han i 2008-09-sæsonen.

Som fast frontløber scorede han 24 ligamål, vandt Ligue 1-topscorerprisen, blev kåret som månedens spiller i september og marts, kom på sæsonens hold og sikrede med sin venstrefods-scoring mod Nantes, at træner Alain Casanova måtte indfri et muntert løfte om et kys på målskyttens ”svage” fod.

Året efter forsvarede han rygnummer 10, afviste sommerrygtet om skift til Lyon eller Premier League-klubber og forlængede til 2013. Skader hæmmede ham i foråret 2010, men han sluttede fortsat som intern topscorer og nåede i alt 34 ligamål for Toulouse – en klubrekord, der stod til 2014.

Marseille – store forventninger, kritik og cup-triumfer

I august 2010 indløste de regerende franske mestre fra Olympique de Marseille en transfer på anslået 16-18 mio. euro og gav ham trøje nummer 10. Han kvitterede med et Champions League-hattrick mod Žilina, men efteråret var præget af ustabil form og kritik fra både fans og ikoner som Jean-Pierre Papin.

Den selverkendende angriber lovede bedring i 2011, og efter vinterpausen leverede han vigtige mål i ligasejre over Bordeaux, Arles-Avignon og Sochaux samt et afgørende bidrag i Coupe de la Ligue, hvor Marseille løftede pokalen i både 2011 og 2012. Til trods for en kaotisk 2011-12-sæson med et afbrudt skifte til Fulham og diskussioner om spilletid, kom han stærkt igen i 2012-13 med 13 ligamål og sølvmedaljer til OM.

I de to efterfølgende sæsoner nettede han henholdsvis 16 og 21 gange i Ligue 1; særligt 2014-15 var personlig rekord, om end det – trods Bielsa-effekten – ikke rakte til titel. Ved kontraktudløb i 2015 stod hans Marseille-statistik på 77 mål i 186 officielle kampe.

Tigres UANL – ikon, rekordjæger og kontinentale trofæer

18. juni 2015 overraskede han store dele af fodboldverdenen ved at takke ja til et fireårigt tilbud fra mexicanske Tigres UANL. Debuten kom i Copa Libertadores-semifinalen mod Internacional i Porto Alegre, og i returkampen scorede han sit første officielle mål for nordmexicanerne, der nåede finalen mod River Plate.

Indtoget i Liga MX var øjeblikkeligt: første ligamål faldt 9. august 2015 mod Chivas, og allerede i femte runde leverede han et hattrick mod Chiapas. Han rundede efter få måneder 11 sæsonmål og blev en nøglefigur, da Tigres i december 2015 vandt Apertura-mesterskabet efter dramatiske finaler mod Pumas UNAM.

I Clausura 2016 toppede han topscorerlisten med 13 grundspilsmål, indkasserede Balón de Oro som ligaens bedste spiller og hjalp samtidig klubben til finale i CONCACAF Champions League 2015-16.

Den følgende sæson præsterede han et slutspils-hattrick mod Pumas og vigtige mål i semifinaler og finaler, hvor Tigres igen kunne løfte Apertura-pokalen i 2016. I Clausura 2017 sendte han fire scoringer ind over to kvartfinale-opgør mod rivalerne Monterrey og nettede dobbelt i finalens første kamp mod Guadalajara.

Sommeren 2018 sikrede han sig sin tredje Campeón de Campeones-titel i træk, og i august samme år overgik han Walter Gaitáns måltotal på 80 og etablerede sig som næstmest scorende Tigres-spiller nogensinde. Den 4. august 2019 blev han ene-indehaver af klubbens historiske scoringsrekord, da han kom på 105 mål med en sen fuldtræffer mod Pumas.

Året 2020 kastede international hæder af sig: i december afgjorde han CONCACAF Champions League-finalen mod Los Angeles FC med sin scoring til 2-1, hvilket ikke blot gav Tigres deres første internationale titel, men også sendte klubben til FIFA Club World Cup. I februar 2021 scorede han tre gange ved slutrunden – to mod Ulsan Hyundai og et straffespark mod Palmeiras – og hentede både topscorerprisen og Sølvbolden, idet Tigres som første CONCACAF-hold nåede finalen.

Efterfølgende har han fortsat med at adskille sig som målgarant i Liga MX, og i 2023 passerede han milepælen som mest scorende spiller i hele det regiomontanske derby med 12 klassikermål.

Landsholdskarriere

Den franske A-landsholdsdebut kom 1. april 2009 i VM-kvalifikationen mod Litauen, hvor han fra bænken assisterede Franck Ribéry ved kampens eneste mål. Fem måneder senere fandt han selv vej til nettet mod Færøerne, og 10. oktober 2009 fulgte et dobbeltmål mod samme modstander, hvilket sikrede Frankrig adgang til playoff-runden.

Ved VM 2010 i Sydafrika optrådte han i alle tre gruppekampe, inklusive en startplads mod værterne, men kunne ikke forhindre den franske skuffelse og tidlige exit. Efter en længere landsholdspause vendte han tilbage i 2013 og blev genindkaldt jævnligt frem til EM 2016 på hjemmebane, hvor han spillede seks kampe – blandt andet finalen mod Portugal, hvor hans skud på stolpen i overtiden stadig huskes som en centimetertynd margin mellem guld og sølv.

Efter oktober 2016 har han ikke optrådt for Les Bleus på seniorniveau, men i 2021 accepterede han en udtagelse til Frankrigs OL-trup i Tokyo, hvor han som over-alder-spiller scorede fire mål – heraf et hattrick mod Sydafrika – selv om holdet ikke gik videre fra gruppespillet.

Spillestil

Gignac er en klassisk, fysisk stærk frontangriber, der kombinerer et kraftfuldt højreben med solide hovedstødsevner, et naturligt instinkt for at trække i dybden og en overraskende evne til at afslutte fra vanskelige vinkler. Hans evne til at spille med ryggen mod målet, holde bolden i pressede situationer og samtidig involvere kantspillere og offensive midtbaner gør ham til et dynamisk omdrejningspunkt i opspillet. Selvom han er højrebenet, har han igennem karrieren dokumenteret, at han via målrettet træning kan true også med venstrefoden, hvilket hans berømte venstrebenstræf mod Nantes i 2009 vidner om.

Personlige forhold

I et interview med magasinet So Foot har han fortalt, at han har romani-rødder og betragter sig som ”adopteret Manouche”. Han er fætter til de professionelle fodboldspillere Jacques Abardonado og Yohan Mollo. Privat er han far til fem børn – André-Pierre Junior og Léonard fra et tidligere ægteskab samt Grace, Eden og Mavy med sin nuværende hustru, Deborah – og i 2019 modtog han mexicansk statsborgerskab, hvilket yderligere cementerede hans bånd til hjemlandet for sin klubkarriere.

Meritter og hædersbevisninger

Klubtitler

• Coupe de la Ligue-vinder med Marseille: 2010-11, 2011-12
• Trophée des Champions-vinder med Marseille: 2011
• Liga MX-mester med Tigres: Apertura 2015, Apertura 2016, Apertura 2017, Clausura 2019, Clausura 2023
• Campeón de Campeones med Tigres: 2016, 2017, 2018, 2023
• CONCACAF Champions League-vinder med Tigres: 2020
• FIFA Club World Cup-sølv: 2020
• Campeones Cup-vinder med Tigres: 2018, 2023
• Copa Libertadores-finalist med Tigres: 2015

Individuelle udmærkelser

• Ligue 1-topscorer: 2008-09
• UNFP Månedens Spiller: september 2008, marts 2009, september 2014
• Ligue 1-Årets Hold: 2008-09
• Liga MX Balón de Oro (bedste spiller): 2015-16
• Liga MX Guldstøvle: Clausura 2016, Apertura 2018, Clausura 2022
• Liga MX Bedste Angriber: 2015-16, 2018-19, 2021-22
• CONCACAF Champions League Golden Ball og Golden Boot: 2020
• FIFA Club World Cup – Topscorer og Sølvbold: 2020

Statistik (udvalgte milepæle)

– 34 Ligue 1-mål for Toulouse – klubbens højeste total i det 21. århundrede frem til 2014.
– 77 officielle scoringer for Marseille på 186 kampe.
– 200 mål for Tigres i regiomontansk fodbold, hvilket gør ham til historiens mest scorende spiller i regionen og i Clásico Regio-opgørene.

Hans landsholdssaldo tæller syv scoringer fra 36 A-landskampe mellem 2009 og 2016, mens OL-turneringen i 2021 føjede fire mål til et særskilt olympisk regnskab.

Eftermæle

Med topscorertitler i både Europa og Nordamerika, afgørende finalescoringer på kontinentalt niveau og en karismatisk personlighed, der har forenet sydfransk passion med mexicansk fodboldkultur, har André-Pierre Gignac indskrevet sig som en af de mest markante angribere i sin generation, og hans fortsatte bidrag for Tigres UANL understreger, at karrieren, rig på præstationer og rekorder, stadig skrives videre.